Krimi

Firedobbelt voldtægt undersøges igen

Efter anholdelsen af en 45-årig mand, der mistænkes for to voldtægter og et drab på Amager, har politiet genåbnet en række sager for at undersøge, om den 45-årige også kan sættes i forbindelse med dem.

"Vi har åbnet nogle af de kvindedrab, der var i 90'erne og en enkelt firedob-belt voldtægt fra 1995, som vi kigger på igen. Det gør vi ud fra, om der er noget sammenfald i fremgangsmåden, er der noget signalementsammenfald, man kunne koble på den her mand, vi nu har sigtet i de andre sager," siger drabs-chef ved Københavns Politi Ove Dahl.

Politiet undersøger frem gamle sager:

  • Et kvindedrab fra 1987.
  • Tre kvindedrab fra 1990.
  • En firedobbelt voldtægt fra 1995.

De fleste af disse forbrydelser er foregået på Amager.

Kommanderende facon

Politiet mener at have fundet en række sammenfald fra de tre sager på Amager og den firedobbelte voldtægt.

"Vi kigger på fremgangsmåden - hvad det er, der er sket i de her tre sager, vi har sigtet de pågældende for. Den måde han har ageret på, hans lidt dominerende facon, kommanderende facon passer fuldstændig overens med den firedobbelte voldtægt," siger Ove Dahl.

Voldtaget på skift

Han oplyser, at politiet har afhørt de fire piger en gang til.

De to tvillingesøstre, deres 15-årige veninde og en 23-årig logerende blev holdt fanget og voldtaget på skift i et hus på Ingolfs Allé på Amager i 1995 gennem to en halv time.

Gerningsmanden tvang blandt andet pigerne til at vaske sig, efter han havde misbrugt dem, for at slette alle spor og det lykkedes. Politiet fandt ingen dna-spor på stedet.