Krimi

Forbindes til fire gamle sager

Københavns Politi kigger nu nærmere på tre til fire gamle uopklarede sager, som de tror, at den 45-årige mand, der er sigtet for drab og to voldtægter på Amager, kan have forbindelse til. Det skriver Jyllands Posten.

"Der vil i hvert fald være tre-fire sager, som vi er særdeles interesseret i at få kigget nærmere på for at se, om vi på en eller anden måde kan finde en forbindelse til den fængslede," siger Københavns Politis drabschef, Ove Dahl til avisen. Blandt de gamle sager er drabet på en 73-årig kvinde i Valby i 1987.

Den 45-årige blev afhørt i forbindelse med netop det drab tilbage i 1987, fordi han og to andre flyttefolk, havde flyttet for hende kort tid inden drabet.

I de uopklarede sager er der ikke dna-spor.

"Derfor bliver det selvfølgelig vanskeligt, men vi vil gøre forsøget på at finde spor, f. eks. brudstykker af fingeraftryk eller sålaftryk, som kriminalteknikerne har sikret, eller forklaringer og vidneudsagn, vi skal dyrke igen og se på med nye øjne. Vi er måske nødt til at afhøre en række mennesker igen for at se, om der er en relation til den 45-årige,"siger Ove Dahl