Krimi

Drabssigtet stiv som en stenstøtte

Den 45-årige mand, der er sigtet for et drab og to voldtægter på Amager, bliver netop nu fremstillet i grund-lovsforhør for lukkede døre. Han nægter sig skyldig i alle tre sigtelser. TV 2 News var til stede i Københavns dommervagt, da sigtelsen mod manden blev læst op.

"Da han kom ind i lokalet, var hans ansigtsudtryk fuldstændig sammenbidt. Han gik stille og roligt gennem lokalet og satte sig ned. Han sad helt stiv som en stenstøtte, mens sigtelserne blev læst op," fortæller TV 2 News' reporter.

"Der var kun én gang, hvor han rystede en lille bitte smule på hovedet. Det gjorde han, da det blev gennemgået, hvad der skete under den voldtægt, som fandt sted i 2005. Ellers sad han fuldstændig stille," fortsætter hun.

Den 45-årige mand var iført en sort læderjakke, hvidhættetrøje og blå bukser og røde Nike sko.

Manden blev anholdt fredag eftermiddag, da en dna-undersøgelse viste, at han kunne kædes sammen med de dna-spor, der er fundet ved drabet i Fasanskoven i 1990 og ved de to voldtægter i henholdsvis en haveforening i september og på et kollegium i 2005.