Krimi

Amager: Ny voldtægt er dukket op

Politiet har nu modtaget 494 henvendelser fra offentligheden i sagen om sexmorderen, der er på fri fod og som står bag mindst et mord og to voldtægter på Amager.

"Det er virkelig mange henvendelser, og det er vi rigtig glade for," siger politikommissær Steffen Thaaning Steffensen, Københavns Politi til tv2.dk.

Blandt de seneste døgns godt og vel 100 henvendelser, er der dukket endnu en voldtægt op. Således har politiet modtaget i alt otte nye anmeldelser om voldtægt i forbindelse med seriesexforbryderen, siden de offentliggjorde sagen mandag eftermiddag. Voldtægterne er sket for flere år siden og aldrig blevet anmeldt.

Indsamler dna fra navngivne mænd

"Desuden har Københavns Politi har nu fået navne 149 mænd, som de opfordres til at kontakte. Dem aflægger vi et besøg, og hvis de ikke har siddet i fængsel på gerningstidspunkterne, beder vi om en dna-prøve," siger Steffen Thaaning Steffensen.

Hvis mændene nægter at medvirke, kan de blive tvunget via en dommerkendelse.

Politiet understreger dog, at dna-materialet kun vil blive brugt til at matche profilen til den aktuelle sag. Man kan altså ikke blive stillet til regnskab for andre forbrydelser, hvis man afgiver en prøve.

Det var netop dna-materiale, der satte politiet i stand til at knytte det 20 år gamle drab på Lene Burchardt Rasmussen i Fasanskoven på Amager sammen med de to voldtægter i næsten samme område i 2005 og 2010.