Krimi

Efterladt kondom afslører morder

I 20 år har politiet stået på bar bund i sagen om drabet på den 40-årige lærerinde Lene Buchardt Rasmussen på Amager.

Men den 25. september begik gerningsmanden en fejl, som kan betyde, at han bliver afsløret. Friske dna-spor betyder nemlig, at politiet nu ved, at drabsmanden siden har begået mindst to voldtægter.

På Lene Buchardt Rasmussens lig fandt retsmedicinerne ganske vist sædpletter, men dna-profilen var forurenet og var en såkaldt blandingsprofil. Derfor kunne man ikke fastslå noget entydigt ud fra dna-sporet.

Signalement af efterlyst sexforbryder:

  • Mand
  • 35-45 år gammel
  • Ca. 180 cm høj
  • Almindelig til spinkel af bygning
  • Formentlig etnisk dansker "københavner"
  • Ansigtet beskrives som værende lys i huden med hule kinder, smal næse og lyse brede øjenbryn
  • Under den seneste voldtægt havde han lyse skægstubbe, og ved voldtægten i 2005 havde han ca. 1 cm langt lyst hår
  • Ved den seneste voldtægt bar han en sort strikhue med fold hele vejen rundt og var iført en sort hoftelang jakke med lynlås på venstre ærme

Kilde: Københavns Politi

Det samme var tilfældet, da en 24-årig kvinde 15 år senere - i 2005 - blev voldtaget på Amagerkollegiet.

Drak mælk og tog lagen med sig

Her tog gerningsmanden hendes lagen med sig efter den to timer lange voldtægt. Men han tog også en tår af en mælkekarton og efterlod sig dermed dna - i dette tilfælde var der dog også tale om en blandingsprofil.

Først da manden den 25. september overfaldt og voldtog en 17-årig pige på Amager, fik politiet det afgørende dna-materiale fra ham.

Ganske vist brugte han kondom under voldtægten, men på vej væk enten smed eller tabte han kondomet med sin sæd.

"Dermed fik vi en hel frisk dna-prøve, og det viste sig, at den passede med den anden voldtægt og drabet på Lene Buchardt Rasmussen," siger kriminalkommissær Steffen Thaanning Steffensen fra Københavns Politi.