Krimi

Anklager kræver Fez Fez udvist

Bandelederen af Black Ghost, Mahmoud Khalil Salem alias Fez Fez, har accepteret sin straf på fem års fængsel og en betinget udvisning af Danmark, som han blev idømt for 14 dage siden i en stor narkosag i Odense. Men så let slipper han ikke, hvis det står til Statsadvokaten for Fyn. Det skriver Fyens Stiftstidende.

Anklager Lars Viereck fra Statsadvokaten for Fyn oplyser til avisen, at han har tænkt sig at anke dommen og kræve, at bandelederen bliver dømt efter anklageskriftet, og det er med et krav om udvisning.

De seks øvrige dømte i sagen, fem mænd og en kvinde, der samlet set fik 37 års fængsel, har valgt at anke deres dom.