Politi efterlyser Black Ghostleder

Fyns Politi har udsendt en efterly-sning af lederen af banden Black Ghosts, der i dag flygtede fra Østre Landsret i Odense, hvor han var for retten tiltalt i en stor narkosag.
Selv om han var omgivet af 10-12 betjente, lykkedes det den 40-årige bandeleder Mahmoud Khalil Salem, der har øgenavnet Fez Fez, at flygte under en pause i retsmødet.
Salem har langt krøllet sort hår og var iført hvid hættetrøje med et spillekort-motiv. Han anses ikke for at være farlig, oplyser politiet.
Efter flugten blev alt disponibelt mandskab kaldt til landsretten i forsøget på at sætte en stopper for flugten, før den for alvor kom i gang, men i første omgang uden held.
"Retsbygningen var spækket med mennesker, og så lykkedes det altså den pågældende at slippe ubemærket ud af bygningen," siger Albert Rasmussen fra Fyns Politi.
Han pointerer dog, at det blot var to af betjentene, der specifikt havde til opgave at overvåge bandelederen.