AGF-hooligans beskudt i Farum
Et voldsomt skyderi udspillede sig i nat omkring klokken 00.30 i boligblokkene Farum Midtpunkt. Her var en gruppe fodboldhooligans med tilknytning til klubben AGF samlet i en lejlighed, da de blev angrebet af en gruppe på 20-30 personer med indvandrerbaggrund. Det oplyser vicepolitiinspektør ved Nordsjællands Politi Flemming Poulsen, der samtidig kan fortælle, at de fleste af skuddene blev affyret i en mellemgang i lejlighedskomplekset.
Politiet har også fundet patronhylstre i en tilhørende parkeringskælder.
"En ung mand i 20'erne blev ramt i kæben, så projektilet gik ud gennem nakken. Desuden blev han skudt i benet," siger Flemming Poulsen, der kan oplyse, at personen, som var en del af hooligangrupperingen, er uden for livsfare.
Efter skyderiet forsvandt den angribende gruppe fra stedet i stor fart.
Politiet har anholdt tre mænd i sagen, men har endnu ikke pågrebet den person, som menes at have affyret skuddene.
Flemming Poulsen understreger, at intet tyder på, at skyderiet har relation til bandekonflikten.
Over for TV 2 NEWS forklarer Flemming Poulsen, at gruppen af hooligans muligvis har forbindelse til White Pride.