Krimi

Næsten 1000 anholdt ved klimademo

Politiet har ved flere operationer frihedsberøvet i alt 968 mennesker i forbindelse med den store klimademon-stration i dag i København. Det viser politiets endelige optælling. Så mange mennesker har aldrig tidligere været anholdt ved en enkelt aktion.

"Vi er voldsomt overrasket over mængden af anholdelser," siger chefpolitiinspektør Per Larsen fra Københavns Politi til TV 2 News.

Ved 22-tiden var 150 i øvrigt blevet løsladt igen og kørt til forskellige S-togsstationer.

Den første masseanholdelse skete kl. 15.30, da ikke mindre end 913 blev anholdt i bagenden af den store og i øvrigt fredelige demonstration, der gik mod Bella Center. Det skete ved en såkaldt knibtangsmanøvre.

Det tog adskillige timer, før Københavns Politi offentliggjorde tallet.

Flere vidner har kritiseret politiet for et unødigt dramatisk indgreb mod demonstrationen, men politiets ledelse siger, at det var nødvendigt for at beskytte den fredelige demonstration mod uro. Nogle af deltagerne i bagtroppen havde kastet med sten og knust ruder i den gamle børsbygning og i Danske Bank.

En stor del af de mange masseanholdte kom dog til at sidde alt for lang tid på den kolde asfalt på Amagerbrogade i København, inden politiet fik dem kørt væk. I en pressemeddelelse erkender Københavns Politi, at det var en fejl.

Nogle måtte tilbringe op mod fire timer i de såkaldte futtog.

De mange anholdelser fik dog ikke den planlagte demonstration til at stoppe. Mellem 50.000-100.000 mennesker nåede frem til Bella Center på Amager, hvor de overrakte deres budskaber til Connie Hedegaard og FN's klimachef Yvo de Boer.