Krimi

Arrangører tolererer ikke ballade

Forsøger de mere voldeligt anlagte aktivister at infiltrere den stort anlagte folkelige demonstration på lørdag for at lave ballade, så er såkaldte demo-guider klar til at gribe fat i dem og pille dem ud af mængden af demonstranter.

Så klar er udmeldingen fra arrangørerne bag det store 12. december-initiativ, som lørdag forventer mange tusinde mennesker i en demonstration, der går fra Christiansborg til Bella Center.

Det skriver Berlingske Tidende.

Arrangører og politi i samarbejde

PET advarede ellers i fredags om tendensen til, at mere ekstremistiske aktivister kan forsøge at udnytte store folkemængder af fredelige demonstranter og skubbe civil ulydighed i retning af voldelig konfrontation - men det vil de altså ikke få lov til under stordemoen, fastslår talsmand Knud Vilby.

"Hvis nogen skejer ud, og der er tilløb til noget, som kommer på tværs af vores regler, så griber vi fat i dem internt i demonstrationen. Det bliver standset, og vi har aftalt med politiet, hvordan vi håndterer det," siger han.