Krimi

Her skal klima-anholdte bures inde

Det har taget politiet halvandet år at forberede og opbygge et modtagelses-center på Retortvej i Valby med 37 bure, hvor der er plads til 346 anholdte ballademagere af gangen. Burene skal bruges under klimatop-mødet, der løber af stablen fra den 7. til den 18. december. Trods den lange forberedelsestid håber politiet, at burene kommer til at stå gabende tomme.

"Succeskriteriet er, at det ikke skal tages i brug, men vi er nødt til at forberede os på, hvad der kan ske og så finde en forsvarlig løsning," siger vicepolitiinspektør Rasmus Bernt Skovsgaard fra Københavns Politi.

Kolde bure og smalle bænke

For selv om de lange rækker af bure i den grå hal kun er spartansk indrettet med smalle træbænke, så mener politiet, at løsningen er forsvarlig.

"Vi kan udlevere tæpper og liggeunderlag, hvis de anholdte ønsker det," siger Rasmus Bernt Skovsgaard.

Formålet med modtagelsescentret er at optimere politiets processer og sagsbehandlingen, så de anholdte skal tilbageholdes kortest muligt.

Anholdte på samlebånd

Af samme grund minder modtagelsen også mest om en pølsefabrik. Når de anholdte bliver læsset af i hallen, bliver de placeret på bænke, hvorefter de en ad gangen bliver sendt videre ind i det næste rum, hvor der er en lang række af skranker.

Her bliver de fremstillet for en vagthavende, som det er normal procedure. Bagefter bliver de så sendt videre til burene, hvor der er plads til mellem otte og ti anholdte i hvert bur.

I centeret er der læger og juridisk personale, som hurtigt skal tage stilling til, om de anholdte skal løslades ellers sendes videre i systemet.

Risikerer at være i bur i 24 timer

Teoretisk set kan de anholdte tilbageholdes i burene i helt op 24 timer, men det mener vicepoliti-kommissær Morten Buch fra Københavns Politi ikke kommer til at ske.

"Jeg kan ikke forestille mig et tilfælde, hvor det vil ske. Meningen er jo, at det er et modtagelsescenter, og at folk skal sendes videre hurtigst muligt," siger han.

Politiet har afsat ressourcer til at bemande modtagecentret i det øde industrikvarter med op til 160 politifolk.