Krimi

Gerningsmand bar orange snørrebånd

Diskretion var ikke nøgleordet, da to unge mænd med indvandrerbaggrund tors-dag morgen skød op til seks gange mod HA-rockeren "Blondie", der blev ramt to gange i benet foran sin bopæl på Frederiksberg.

De larmende skud tiltrak sig naturligvis opmærksomhed i det stille område, og vidner kunne derfor notere sig, at den ene af gerningsmændene havde valgt at troppe op med orange snørebånd i sine sorte sko. Derudover beskrives gerningsmændene som 17-18 år, ca. 180 cm høje og med sort hår.

De havde begge sorte jakker af mærket North Face - den ene med et lille hvidt mærke på højre skulder.

HA-veteranen "Blondie" sad på passagersædet, da de ukendte gerningsmænd skød ham i benet. Hans søn sad sammen med ham i bilen, men undgik at blive ramt.

Efter attentatet forsvandt de to unge gerningsmænd på en rød scooter.