Jetset-kvinde tiltalt for kokain
En forretningskvinde fra selskabslivets øverste cirkler fik i dag det anklageskrift, der viser, at hun ifølge politiet har modtaget 140 gram kokain.
Det kom allerede frem i sidste uge, at kvinden ville blive tiltalt. Politiet har dog afvist at oplyse, præcist hvad kvinden vil stå anklaget for.
Men ifølge Ritzaus oplysninger bliver kvinden tiltalt for omgang med den samme mængde stof, som hun oprindeligt var sigtet for.
Hun er beskyttet af et navneforbud, selvom flere medier - den dag hun blev anholdt - nåede at bringe hendes navn, før dommeren nedlagde forbuddet.
Kvinden blev anholdt i slutningen af juli, hvor hun i Dommervagten nægtede sig skyldig. Dommeren valgte efter et langvarigt grundlovsforhør at løslade hende.
Kokainen skulle hun have modtaget fra en mand, der nu også er tiltalt for at have pushet en langt større mængde. Han er tiltalt for at ligge inde med 855 gram kokain, da han blev anholdt, og for at have videresolgt yderligere 855 gram.
Sagen har tråde til en stor nordsjællandsk affære, hvor blandt andre en golftræner og en Bandidos-rocker er mistænkt for omfattende handel.
Spørgsmålet, om hvorvidt kvindens identitet fortsat skal holdes hemmeligt, bliver nu et anliggende for Højesteret. Ekstra Bladet har fået lov at indbringe navneforbuddet for landets øverste domstol, og parterne har frist indtil udgangen af måneden til at give deres kommentarer, før dommerne træffer en afgørelse.