Krimi

GPS afslørede polsk motortyv

En mand fra Odense opdagede i morges på sin GPS, at hans bådmotor bevægede sig rundt på motorvejen et sted syd for Aabenraa i stedet for at sidde fredeligt på båden ved Haarby på Fyn. Han alarmerede politiet, der straks aktiverede tyske kolleger, så bilen med motoren blev standset lige syd for den dansk-tyske grænse.

I bilen - en Opel Astra - fandt det tyske politi skjult under et tæppe ikke kun odenseanerens 90 kilo tunge og 40.000 kroner dyre bådmotor, men også fire andre bådmotorer, der formentlig også er stjålet i Danmark.

Bilens chauffør er en 47-årig polsk mand, som Fyns Politi nu er i gang med at få udleveret til retsforfølgelse i Danmark, oplyser vagtchefen ved Fyns Politi.

Politiet har haft mandskab syd for grænsen for at notere fabrikat og numre på de øvrige motorer for at finde ud af, hvor de stammer fra.