Krimi

Heftige kampe på Nørrebro i nat

Voldsomme uroligheder på Nørrebro i aftes og nat med unge med indvandrer-baggrund ebbede ud ved 01-tiden. Urolighederne blussede op ved 22-tiden.

De unge bevægede sig i små grupper af 10 til 15 stykker og kastede både bro-sten og fyrværkeri forskellige steder omkring Blågårds Plads på Indre Nørre-bro.

Politiet svarede igen med tåregas. En bil udbrændte ved Skt. Jørgensgade ved Folkets Park, og de unge antændte desuden et stort bål på Blågårds Plads, oplyser Ritzaus udsendte.

"Der er ro på lige nu, og ingen er kommet til skade," fortæller politiets centrale vagtleder, Mads Firlings, først på natten. Til gengæld har flere af politiets mandskabsvogne fået buler og knust ruder. Politiet vil ifølge vagtlederen være talstærkt til stede på Nørrebro natten igennem.

Uroligheder startede efter visitation

Urolighederne bølgede frem og tilbage hele aftenen og tog sin begyndelse, da politiet ville foretage en våbenvisitation på en ung mand lørdag omkring kl. 17. Våbenvisitationen endte med, at en betjent blev sparket i maven af den unge mand. Den forurettede betjent led ikke overlast, men politiet valgte at trække sig tilbage, indtil man kunne møde mere talstærkt op i bydelen.

Omkring kl. 20 i aftes lykkedes det i første omgang politiet at få ro på gemytterne, efter man blandt andet havde fjernet en barrikade og brosten på Stengade. Men roen varede kun et par timer, før konflikten mellem politi og de unge blussede op igen.

De seneste dage har politiet foretaget våbenvisitationer på baggrund af skyderier i bydelen, som kan relateres til bandekonflikten mellem indvandrerbander og rockerne.