Krimi

VIDEO: Så voldsomt gik det for sig i nat

Politiet trak knipler og brugte peberspray for at fjerne demonstranter fra Nørrebros gader i nat.

Det forløb ikke uden dramatik, da politiet i nat valgte at rømme Brorsons Kirken på Nørrebro i København.

Omkring 300 sympatisører mødte op ved kirken og i gaderne omkring den for at protestere mod rydningen.

Nogle demonstranter kastede sig ind foran politiets køretøjer, mens andre råbte af ordensmagten.

"Det er ikke jer vi er i krig med. Vi kæmper en politisk kamp," lød et af tilråbene.

I videoen øverst i artiklen, der er filmet af Vega Pictures, kan du se et sammenklip af nattens begivenheder i København. Fem demonstranter blev anholdt under protesterne.

Politiet indledte kort efter kl. 1 aktionen ved Brorsons Kirke på Nørre­bro, hvor de på Rigspolitiets anmod­ning hentede de mandlige irakere, der har opholdt sig i kirken siden maj af frygt for at blive udvist til Irak.

Knippelsuppe og Kringsat af Fjender

Da politiet kom til kirken på Nørrebro blev de mødt af op mod 300 demonstranter, der forsøgte at hindre betjentene i at gå ind i kirken. Det kom til voldsomme konfrontationer og politiet brugte både stave, peberspray og hunde mod demonstranterne.

Demonstranterne råbte slagord, blandt andet "Asyl til alle her og nu" og "Mordere" mod politiet. Stemningen var højspændt.

Politiet trak både knipler og peberspray under rømningen.

Kort før klokken 4 lykkedes det for politiets bus at køre ad Rantzausgade og Kapelvej ud på Åboulevarden, hvor nogle af demonstranterne brækkede chaussesten op. Det er uklart om stenene kom i anvendelse som kasteskyts.

Flere demonstranter samledes foran Brorson, hvor de tændte lys og sang Kringsat af Fjender.