Krimi

Bande anklaget for at lave bombe

Bevæbnet til tænderne og med lumske planer om at lave en fjernstyret bombe til at gøre det af med rivaler i den københavnske bandekonflikt. Sådan opfatter politiet tre unge mænd fra bandemiljøet i København, der nu er tiltalt for det våbenlager, som politiet sidste efterår afslørede i en lejlighed på Haraldsgade på Ydre Nørrebro.

Ud over maskinpistoler, militære gevær-er og pistoler fandt politiet ved en ransagning af lejligheden i september også en klump formbart sprængstof og en telefon med ledninger loddet på.

Telefonen skulle ifølge politiet bruges som udløser af en bombe, som trekløveret havde planer om at kaste ind i kampen om de kriminelle markeder.

"Men om den skulle bruges mod rockere eller andre kriminelle grupperinger, det har vi ikke noget belæg for at sige," siger politikommissær Jesper Simonsen fra Københavns Politi.

Anholdt før bombe blev samlet

Før bomben blev samlet, blev de tre unge mænd imidlertid anholdt - to af dem i selve lejligheden under ransagningen.

Deres samkvem med de mange våben og sprængstoffet får de nu mulighed for at forklare, når sagen mod dem forventes indledt efter sommeren.