Krimi

Frygter raceuroligheder i Danmark

Fra en krig mellem kriminelle grupper til en egentlig etnisk konflikt i stil med de raceuroligheder, der har udspil-let sig i andre europæiske storbyer. Sådan frygter politi, eksperter og politikere, at den verserende fejde vil udvikle sig, efter at Hells Angels-leder Jørn Jønke Nielsen i hårde vendinger har angrebet indvandrere, skriver Jyllands-Posten.

"Jønke puster til en ild, men i vores øjne handler dette ikke på nuværende tidspunkt om en etnisk konflikt," siger chefpolitiinspektør Per Larsen fra Københavns Politi.

Rockere og sjakaler

Reaktionen kommer, efter at Jørn Jønke Nielsen har angrebet indvandrere bredt og i samme ombæring har udpeget HA som det nødvendige modtræk.

"Vi gider ikke finde os i den opførsel, som de lægger for dagen: Brandfolk bliver stenet, piger kan ikke gå i fred på gaden, børn bliver tævet på vej hjem fra skole og får stjålet deres jakker og mobiltelefoner," siger han.

HA har på sin hjemmeside offentliggjort et såkaldt sjakal-manifest, som er et hadefuldt angreb på indvandrere, som rockerne konsekvent kalder sjakaler.

"I flok fra tre og opefter ændrer de karakter, bliver arrogante og modige. Her angriber de gerne uden varsel og årsag, og det går udover unge som gamle," hedder det i manifestet.

Bekymrede eksperter

Pædagogisk konsulent og bandeekspert Jacques Royal, København, er stærkt bekymret.

"Det betyder i den grad, at vi som almindelige mennesker skal være opmærksomme. Der kommer til at være mange fejlkonflikter, hvor Mange uskyldige mennesker risikerer at komme galt af sted. Det er frygteligt, fordi det primært kommer til at ramme unge mennesker," siger han til Jyllands-Posten.

Også lektor Michael Hviid Jacobsen fra Aalborg Universitet ser med alvor på, at HA har "smidt det etniske kort", som han formulerer det.