To anholdt i skudsag fra Odense

Politiet på vej til at opklare skudsag fra Odense, hvor to mænd blev beskudt af to andre på en scooter.
I løbet af dagen tager politiet på Fyn stilling til, om det materiale, de har samlet mod to unge mænd fra Odense, er solidt nok til at forsøge at få dem varetægtsfængslet som ansvarlige for en skudepisode 24. maj i Odense.
De to, der er 19 og 22 år, er anholdt i Odense, og politiet mener, det var dem, der sad på en blå scooter, da to mænd blev beskudt fra scooteren, mens de gik på Nyborgvej i Odense.
En af dem, der blev skudt efter, er medlem af Hells Angels-støttegruppen AK81.
Skød fra en knallert
Fra knallerten blev der skudt fem til otte gange mod de to mænd, der kom gående fra Østerled mod Nybrovej. De to, der blev beskudt, flygtede ind i en opgang, men forsvandt, inden politiet kom. Politiet fandt senere frem til AK81'eren, der ikke havde lyst til at tale med politiet.
Af hensyn til efterforskningen vil vicepolitiinspektør Henrik Justesen ikke oplyse mere om sagen og de to anholdte.