Krimi

Fireårig bagbundet i hjemmerøveri

En kun fireårig dreng fik sammen med sin 42-årige far bundet hænderne sam-men med el-ledninger under et groft røveri i farens hjem i Skibby i Hornsherred.

Det har manden forklaret til politiet, da han efter røveriet fik vristet sig fri og befriet sin søn. Ifølge manden kom de to røvere ind i huset, da de kort efter midnat ringede på døren og gav sig ud for at være pizzabude. Straks blev han truet ind i soveværel-set hvor han og sønnen blev bagbundet med ledninger, siger vagtchef Søren Greve, Nordsjællands Politi.

Ifølge manden rodede de to gerningsmænd herefter hjemmet igennem og stjal hans dankort, en mobiltelefon, samt guldmønter til en værdi i omegnen af en halv million kroner. Bagefter stak de af.

"Vi er nu på stedet for at sikre tekniske spor og for at klarlægge, hvad der er sket," siger vagtchef.

Gerningsmænd efterlyses

Samtidig søger politiet de to formodede gerningsmænd, der begge beskrives som udlændinge og begge - ifølge den 42-årige husejer - talte "perfekt dansk".

Den ene er cirka 25 år og 165-170 cm høj. Han havde en sort jakke på med hvid tekst:"Jackie 69" og en sort elefanthue. Den anden røver beskrives som 25-35 år og var ikke maskeret. Han var iført en mørk jakke med en grøn tekst ved lommen: "Capt" og en sort kasket.