Krimi

Farlige våben foræres til politiet

En del borgere har benyttet sig af tilbuddet om frit lejde, når det gælder våben.

Politiet på den københavnske vestegn har i løbet af de første 10 dage fået indleveret 39 pistoler og revolvere og 13 jagt- eller konkurrencevåben.

Oveni kommer så en del slag- og stikvåben og 810 stykker ammunition.

"Det er lækkert at se, at vi har fået fjernet 52 skydevåben," siger chefpolitiinspektør Ib Meng.

Våben taget ud af cirkulation

Om nogle af våbnene kommer fra kriminelle miljøer, er ikke til at sige, da afleveringen foregår anonymt. Men også selv om det ikke er bandemedlemmer, der er kommet ud af busken, er det en gavnlig aktion, mener chefpolitiinspektøren.

"Disse våben kan jo komme i cirkulation ved salg eller tyveri, så uanset hvilke miljøer, de er indleveret fra, er det positivt," siger han. Nogle af skydevåbnene er fra Anden Verdenskrig, men de er fortsat funktionsdygtige.

Frit lejde aktionen blev indledt 14. maj og løber en måned frem.

Færre indleveringer i København

I Københavns Politi er høsten tilsyneladende mere behersket.

Lidt over 20 skydevåben af forskellig slags er det indtil nu blevet til - heriblandt otte pistoler, en revolver, en maskinpistol, to luftgeværer og fem jagtgeværer, oplyser informationschef Flemming Steen Munch.