17-årig røver truede med oplukker

Bevæbnet med en oplukker forsøgte en 17-årig dreng i aftes at true sig til dagens omsætning i spillehallen Las Vegas i Ribe. Det oplyser P4 Esbjerg.

Drengen havde et stykke tid opholdt sig i spillehallen, og da han blev alene med den kvindelige ekspedient, tog han en oplukker, der var formet som en murerske, og truede hende.

Han ville have, at hun åbnede pengeskabet, men da hun måtte skuffe ham med, at hun ikke havde koden, valgte han at stikke af.

Senere på aftenen henvendte drengen sig selv til politiet i Ribe og fortalte, at han står bag flere røverier i Fredericia tidligere på ugen - blandt andet et hjemmerøveri i Fredericia og et røveri i en anden spillehal.