Krimi

Fængsel til Jønkes overfaldsmand

Den 23-årige mand, der i december 2007 overfaldt Hells Angels rockeren Jørn Jønke Nielsen og stak ham flere gange med en kniv, blev i dag idømt 18 måneders fængsel af et nævningeting i Københavns Byret. Jønke og hans kammerat fra AK 81, der som svar på angrebet også stak den 23-årige flere gange med en kniv, er tidligere blevet frifundet for farlig vold.

Forsvareren i sagen slog under dagens procedure på, at der allerede havde væ-ret kontant afregning for hans klient, da han selv blev så hårdt såret af knivstik, at han var i livsfare.

Samtidig påpegede han, at grunden til overfaldet var uklar, men "næppe uden grund."

Anklageren derimod argumenterede for, at der var tale om et meget farligt angreb, og at det på ingen måde var den 23-åriges fortjeneste, at det ikke gik værre end det gjorde.

Frikendt på grund af ophidselse

Efter knivstikkeriet i december 2007 sad Jønke varetægtsfængslet i 10 måneder, inden han blev løsladt. Under sin fængsling blev han underkastet en mentalundersøgelse. Han blev frikendt i sagen den 6. februar i år.

Rettens medlemmer var enige om, at den 23-årige mand var skyldig i vold, da han angreb de to rockere med kniven i Ægirsgade.

Da kniven blev vristet fra ham - og Jønke stak ham - overskred Jønke grænsen for lovlig nødværge, men dette var alligevel i orden, idet han befandt sig i en skræmt og ophidset tilstand. Det samme var tilfældet, da rockerne efterfølgende slog og sparkede den liggende 23-årige: De var bange og ophidsede og dermed i deres gode ret til at forsvare sig, lød rettens vurdering.