Politi: Efterkom bande-visitation

Denne weekend er fem uskyldige blevet skudt - hvoraf to er døde. Og bande-krigen kan komme til at koste endnu flere uskyldige liv. Noget kunne tyde på, at politiet har mistet grebet, skriver metroXpress. Ifølge vicepoliti-inspektør i Køben-havns politi Flem-ming Steen Munch kontrollerer banderne nu særlige områder, hvor de stopper uskyldige på gaderne og visi-terer dem.
"Man skal efterkomme deres ønsker - hvor ubehageligt det end kan være. Det kan være farligt at stritte imod. De kan finde på at bruge våben," siger han.
Unge indvandrer bliver også ofre
En gåtur gennem gaderne på Nørrebro bekræfter advarslen. Flere har oplevet at blive visiteret af indvandrerbander:
"Jeg er blevet stoppet flere gange. Jeg er bange for at gå ud," lyder det fra en af de mange personer, metroXpress talte med, som ikke turde stå frem.
Også unge indvandrere på Nørrebro er bange for at blive uskyldige ofre for rockernes kugler i en krig, de intet har med at gøre.
Der har også været flere tilfælde af uskyldige ofre blandt indvandrerne gennem de seneste måneder, mener sociolog og ekspert i bandekrigen Michael Hviid Jakobsen, Aalborg Universitet.
"Men vi hører ikke om det. Når civile indvandrere bliver skudt, er der ikke samme reaktion, som når det er almindelige 'kødpølsefarvede' danskere, der rammes," siger han.
Stort tilbageslag for integrationen
Integrationskonsulent Manu Sareen mener, at bandekrigens uskyldige ofre er det største anslag mod integrationen i mange år.
"Almindelige mennesker både med indvandrer- og dansk baggrund er bange og mistænkelige over for hinanden. Det er vigtigere end nogensinde at stå sammen mod volden," siger han.
Leder af politiets task force mod bandekriminalitet Henrik Svindt lover, at der bliver sat flere betjente ind for at få stoppet bandernes patruljer og overgreb på tilfældige.
"Det, vi ser, er fuldstændig uacceptabelt," siger han til metroXpress.