Krimi

Politiformand: Ulykkeligt underskud

Politiforbundets formand, Peter Ibsen, er forundret over politiets underskud på 340 millioner kroner.

Et underskud, som nu har ført til, at rigspolitichef Jens Henrik Højbjerg har smækket kassen i for alt andet end de nødvendige driftsudgifter.

"Udmeldingen om udgiftsstop kommer på et tidspunkt, hvor vi var ved at komme ovenpå igen efter et benhårdt år. Det er brandærgerligt og ulykkeligt," siger forbundsformanden.

Underskud efter reform

Ritzau kunne i går afsløre, at politiet går ind i 2009 med et underskud på 340 millioner kroner. Underskuddet er bygget op over to år, siden politireformen trådte i kraft i januar 2007, men alene året 2008 endte i et minus på 265 millioner kroner.

Udmeldingen om udgiftsstop kommer på et tidspunkt, hvor vi var ved at komme ovenpå igen efter et benhårdt år. Det er brandærgerligt og ulykkeligt

Peter Ibsen

Netop 2008 var på mange måder et rædslens år for politiet med flere sager om politisvigt, som ved årets udgang førte til en enorm ekstrabevilling på 843 millioner kroner.

Det fik skabt en del optimisme i politiets egne rækker, men nyheden om underskuddet er ikke ligefrem en humørbombe.

"Politiet er en fantastisk arbejdsplads, men det er netop små irritationsmomenter, som risikerer at få stemningen til at dykke igen. Altså den ekstra smalhals, som følger af et udgiftsstop. Det fremmer sjældent humøret at svinge sparekniven," siger Peter Ibsen.