Statsadvokaten anker Jønke-dom

HA-rockeren Jørn Jønke Nielsen skal i retten igen. Statsadvokaten for København har anket Københavns Byrets frifindelse og forlanger ham og en 25-årig kammerat dømt for knivvold mod en 22-årig mand. Det kommer bag på Jønkes forsvarer, advokat Michael Juul Eriksen.

"Deres alibi for at anke skulle være, at der var en vis usikkerhed i dommen. Men alle nævninge og alle dommere var enige om, at den del af sagen, der handler om knivstikkene, skete i nødværge," siger han til Ritzau.

Tvivl om slagsmålets afslutning

Der var dog en vis uenighed i nævningetingets afgørelse den 6. februar. Det drejede sig om nogle slag og spark, der faldt mod slutningen af episoden, efter at Jønke selv var blevet stukket, havde vristet kniven fra den 22-årige og stukket ham igen. Men afgørelsen faldt ud til Jønkes fordel

Sagen kort:

* Den 27. december 2007 kommer Hells Angels-rockeren Jørn Jønke Nielsen og en 24-årig kammerat i klammeri med en 22-årig mand med indvandrerbaggrund uden for en grillbar på Ægirsgade på Nørrebro.

* Slagsmålet udvikler sig til et knivstikkeri, hvor den 22-årige bliver stukket i låret, mens Jønke bliver ramt i maven og i lysken.

* Jønke og hans kammerat bliver efterfølgende tiltalt efter straffelovens §246 om særdeles grov vold, mens den nu 23-årige med indvandrerbaggrund er tiltalt efter §245 om grov vold.

* Anklageren kræver undervejs Jønke mentalundersøgt. Af undersøgelsen fremgår det, at rockeren er både empatisk og impulskontrolleret.

* 6. februar 2009 frikender et nævningeting i Københavns Byret Jønke for alle anklager. Nævningetinget vurderer enstemmigt, at knivstikkene fra Jønkes hånd faldt i lovligt nødværge. Der var uenighed om, hvorvidt Jønke efter knivstikkene slog og sparkede den nu 23-årige mand. Uenigheden var dog til Jønkes fordel, og han blev også frikendt for det.

* 17. februar meddeler Statsadvokaten for København, at sagen mod Jønke er blevet anket til landsretten. Sagen kommer sandsynligvis først for i Østre Landsret sidst på året.

"Jeg har lidt svært ved at se, hvorfor statsadvokaten vil bruge ressourcer på at ulejlige ni nævninge og tre landsretsdommere for det. Det kan højst føre til en dom for simpel vold, og når man tager i betragtning, at Jønke har siddet varetægtsfængslet i 10 måneder, så virker det helt vanvittigt," siger Michael Juul Eriksen.

Forsvarer: De vil redde æren

Advokaten mener, at der er tale om et forsøg, hvor anklagemyndigheden forsøger at holde skindet på næsen efter en sag, der har budt på det ene nederlag efter det andet.

"De har jo lidt et kæmpe nederlag. Både da Jønke blev løsladt fra varetægtsfængsling og da resultatet af mentalundersøgelsen kom, og så selvfølgelig da han blev frifundet," siger Michael Juul Eriksen.

Jønke var mentalt rask

Statsadvokaten fik under Jønkes varetægtsfængsling foretaget en mentalundersøgelse af HA-rockeren. Planen var, at Jønke skulle idømmes en tidsubegrænset forvaringsstraf. Men psykiaterne på sikringsanstalten i Nykøbing Sjælland vurderede, at Jønke ikke kunne betegnes som farlig. Derfor ville han højst kunne få en almindelig fængselsdom.