Jønke om knivstik: Jeg skånede ham
Efter syv vidneforklaringer og procedurer fra både anklageren og for-svarerne fik hovedpersonen i dag selv de sidste ord. Hells Angels-rockeren Jønke, der sammen med en kammerat står tiltalt for livstruende vold, appel-lerede til nævningenes følelser, da han tydeligt fremsagde sine nedskrevne ord:
"For et år siden i december lå jeg med hovedet mod jorden og måtte kæmpe for mit eget og min kammerats liv. Vi kæmper, når vi bliver overfaldet. Vi afværgede, afvæbnede, uskadeliggjorde og nedkæmpede ham. Og jeg skånede ham."
Råb og skrig i Ægirsgade
Tidligere i dag forklarede flere vidner, at de forrige år i december hørte råb og skrig på Ægirsgade på Nørrebro, og derpå så to mænd sparke og slå en tredje, der lå ned på fortovet. Da mændene var færdige, gik de hen til en hvid Mercedes og kørte væk.
Anklageren lagde i sin procedure vægt på, at alle tiltalte bør dømmes i sagen. Den nu 23-årige mand med indvandrerbaggrund, fordi han stak Jønke med en kniv, og Jønke og kammeraten, fordi de fortsat slog løs på den unge mand, efter at have afvæbnet ham.
HA vil ikke finde sig i hvad som helst
Både Jønkes og kammeraten har tidligere forklaret, at de handlede i nødværge. En påstand, som deres forsvarere gentog torsdag:
"HA vil ikke finde sig i hvad som helst. Men hvem i alverden vil også finde sig i at blive overfaldet med en kniv?" spurgte Michael Juul Eriksen.
Der er kendelse om skyldsspørgsmålet fredag klokken 14.