Krimi

Fåtal sigtes for fodboldvold

Mens Folketinget løbende har strammet loven for at komme fodboldbøllers vold og hærgen til livs, så viser det sig nu, at problemet nærmest er ikke-eksisterende i politiets egne registre.

For siden det såkaldte hooliganregister blev indført i sommer, har politiet blot sigtet otte fans for vold samt syv for hærværk, viser en opgørelse fra Rigspolitiet.

Det er ellers ikke anholdelser, der skorter på, når politiet rykker ud til fodbold. I alt 553 tilhængere blev anholdt i løbet af efterårssæsonen.

Men de fleste er for småskærmydsler og mindre uorden. Og så er 141 af anholdelserne foretaget præventivt, altså uden at nogen har overtrådt loven.

Har skudt gråspurve med kanoner

"Tallene viser, at politikerne har skudt gråspurve med kanoner i forhold til lovgivningen på området, og at mediernes billede af fodboldvoldens omfang er stærkt overdrevet," siger formanden for de Danske Fodbold Fanklubber, Ronni Abergel.

Tallene dækker samtlige 324 kampe i de hjemlige ligaer samt i de internationale turneringer.

Rigspolitiet afviser, at det lave antal sigtelser for vold er udtryk for, at politiet ikke er gode nok til at fange bøllerne.

Bruger store ressourcer

"Noget tyder jo på, at lovstramningerne har virket," siger Per Jensen fra Rigspolitiets Operative Beredskab, der blandt andet registrerer fodboldvold.

"Vi bruger ganske store ressourcer på at få afviklet fodboldkampe i god ro og orden, og tallene viser, at det giver resultat," siger han uden at ville uddybe, præcis hvor store ressourcer, politiet bruger.

Politiet har mulighed for at forbyde fan, der står opført i hooliganregistret, at opholde sig inden for 500 meter af et fodboldstadion i op mod to år.

Flere anholdelser væk fra stadion

Men opgørelsen viser, at mens 142 personer er blevet anholdt på eller i umiddelbar nærhed af stadion, er hele 367 anholdt på større afstand af lægterne som eksempelvis på værtshuse eller togstationer.

Ifølge Rigspolitiets tal er det især udebaneholdenes medrejsende fan, der giver problemer for ordensmagten. Omkring 80 procent af efterårets anholdte tilhørte udeholdets fanskare.

Indtil videre står en enkelt person noteret i den sorte bog, men ifølge politiet er op mod 100 personer kun en enkelt lovovertrædelse fra at havne i registret.