78 unge anholdt efter uroligheder

Flere tilfælde af hærværk og uro fik lørdag politiet til at anholde 78 personer, heraf 30 mindreårige, i det indre København. Nogle af børnene var ned til 12-års-alderen. Gruppen talte blandt andre unge palæstinensere, der tidligere havde protesteret mod en pro-israelsk demonstration på Rådhuspladsen.
Masseanholdelsen skete ved Gothersgade og Linnésgade, oplyser Københavns Politi. Indgrebet skete i et forsøg på at undgå yderligere uro, og 72 af de 78 anholdelser var af såkaldt præventiv karakter.
Politiet oplyste lørdag aften, at de 72 var sat på fri fod. Det vides endnu ikke, hvilke sager anholdelsen af de sidste seks ville resultere i.
Politiet vurderede, at gruppen tilsyneladende ville slutte sig til en i øvrigt fredelig demonstration mod sammenblandingen af den udøvende, lovgivende og dømmende magt, som græsrodsbevægelsen Danskere for et anstændigt Danmark arrangerede på Christiansborg Slotsplads og på Rådhuspladsen.
Tidligere lørdag rykkede politiet ud i stort antal for at holde styr på cirka 100 mennesker, der på en højrøstet måde viste deres utilfredshed med en demonstration arrangeret af Dansk Zionistforbund, som havde samlet 3-400 personer.
Nogle drog derefter til Nørrebro, hvor der ved runddelen skete flere tilfælde af hærværk. Bilruder blev knust, ligesom der blev kastet et kanonslag ind i en McDonald's-restaurant, oplyser politiet. Tilsyneladende blev en kvinde og hendes barn også tvunget ud af deres bil. Desuden blev der kastet med æg mod busser ved Nørrebro Station.