Betjente dækker over grov vold

Seks betjente fra Københavns Vestegn skal nu undersøges af rigsadvokaten. En af dem har begået grov vold under en anholdelse, men alle seks siger, at de ikke kan huske, hvem af dem det var.

For et års tid siden bliver Martin Lyng fra Herlev anholdt af politiet ved en fejltagelse. Politiet tager fejl af Martin Lyng og en mand, der er bevæbnet med en sabel. Under anholdelsen tager en af betjentene et farligt kvælertag på Martin Lyng, og det er nær ved at tage livet af ham.

Efterfølgende viser lægeundersøgelser, at Martin Lyng har været i overhængende livsfare. Han har mærker på halsen efter kvælningsforsøget, og han har blodsprængninger i øjnene.

Ingen tiltale mod betjente

Statsadvokaten for Nordsjælland og Københavns Vestegn har konkluderet, at Martin Lyng har været i livsfare. Derfor kritiserer han skarpt de seks betjente. Men der bliver ikke rejst tiltale for grov vold mod betjentene, fordi de samstemmende nægter at fortælle, hvem det var, der tog kvælertaget.

Martin Lyngs advokat, Bjørn Elmqvist, har dog påklaget sagen for rigsadvokaten, som nu skal tage stilling til den voldsomme anholdelse.