Krimi

Torsten Hesselbjerg går af

Rigspolitichef Torsten Hesselbjerg forlader sin stilling ved årets udgang. Det oplyser Justitsministeriet.

Torsten Hesselbjerg har været midt-punkt for negativ omtale i efteråret i forbindelse med politireformen, men han har også tiltrukket sig opmærksom i pressen på grund af sine udlandsrej-ser. Han måtte betale penge tilbage fra en rejse til Brasilien, hvor han deltog i et møde i Interpol.

Senest er rigsrevisionen begyndt at se kritisk på rigspolitichefens øvrige rejser.

Justitsminister Brian Mikkelsen (K) oplyser, at rigspolitichefens afgang sker "efter aftale med mig." Hesselbjerg tiltræder derefter en stilling som kommitteret i Justitsministeriet.

Ministeren henviser til "den nuværende situation" som begrundelse for den opsigtvækkende beslutning.

"Torsten Hesselbjerg har som rigspolitichef siden 2000 ydet en stor og værdifuld indsats, men vi er enige om, at det i den nuværende situation er den rigtige beslutning," siger Brian Mikkelsen i sin pressemeddelelse.

Den 58-årige Hesselbjerg fik posten som øverste chef for ordensmagten i 2000, og han kom fra en stilling som chef for Justitsministeriets lovafdeling.

Den største opgave for juristen har været gennemførelsen af politireformen, hvor over 50 politikredse smeltede sammen til 12 store enheder. Reformen trådte i kraft 1. januar 2007, og meningen har været at frigøre et stort antal betjente til arbejde på gaden, men flere politikere på Christiansborg har på det seneste udvist en stigende utålmodighed med hensyn til de lovede gevinster.

Torsten Hesselbjerg har ikke ønsket at kommentere sin afgang over for TV 2 NEWS.