Krimi

Længere straffe til psykisk syge

Siden midt i 1990'erne er antallet af psykisk syge, der bliver dømt for vold og trusler mod sygeplejersker, politibetjente og socialrådgivere, eksploderet, skriver Politiken.

Gerningsmændene bliver ikke sat i fængsel. De er i en tilstand af sindssyge i gerningsøjeblikket og er derfor ifølge lovgivningen straffri.

De psykisk syge bliver derimod dømt til psykiatrisk behandling. Dommen har i langt de fleste tilfælde en længste-tid på fem år. Det er mere end domme til raske personer i tilsvarende sager.

Blot 15 psykisk syge blev i 1995 dømt for at slå, sparke eller true offentligt ansatte. Det tal var sidste år steget til 104, hvilket svarer til en syvdobling.

Slår alarm

"Vi tager de psykisk syge væk fra gaden - blandt andet fordi de er farlige. Men når de så opfører sig sindssygt på den psykiatriske afdeling, så giver vi dem et ordentlig slag i baghovedet med en baseballkølle og melder dem til politiet. Det er ikke rimeligt," siger jurist Dorthe Neergaard, der i foreningen Bedre Psykiatri taler med pårørende, som er dybt fortvivlede over dommene.

Udviklingen får en række psykisk syge og deres forening til at slå alarm.

"For det første er vi ikke voldspsykopater, men bliver drevet til vores strafbare handlinger af en mangelfuld psykiatrisk behandling, der i alt for høj grad bygger på tvang og medicin. For det andet er det udtryk for klokkeklar forskelsbehandling, at vi bliver straffet med behandling i årevis for overtrædelser af loven, som raske får få måneders straf for," lyder det.

I strid med menneskerettighederne

Kritikken af de lange behandlingsdomme bliver bakket op af Institut for Menneskerettigheder, der for et par år siden kulegravede 48 sager, hvor psykisk syge blev dømt til behandling for vold og trusler mod tjenestemænd, tyveri og andre overtrædelser af loven. Mere end halvdelen fik dom til behandling med en længstetid på fem år, mens hver tredje fik en behandlingsdom uden længstetid.

Raske fik langt kortere straffe for tilsvarende forbrydelser, og det fik instituttet til at konkludere, at både lovgivning og praksis "er i strid med det menneskeretlige diskriminationsforbud".