Krimi

Politi: HA spiller bevidst på race

"Danmark har gennem længere tid været tyranniseret af den type mennesker, der angreb mig". Sådan beskriver den højtstående Hells Angels-rocker Jørgen 'Jønke' Nielsen den 23-årige dansktyrker, han mener, knivoverfaldt ham og en kammerat tredje juledag sidste år. Det skriver Politiken.

Beskrivelsen kan læses på Jønkes hjem-meside, og falder godt i tråd med den retorik, der bruges om danskere med anden etnisk herkomst på HAs' hjemmesi-de. Politiet mener da også, det er en bevidst strategi til at hverve unge til HAs støttegruppe AK 81.

"Kan tage på ferie i Tyrkiet"

Budskaber om, at det er godt, at HA og AK 81 "endelig tager hånd om indvandrerproblemet" og "sjakalerne", som rockerne betegner deres fjender, dominerer på hjemmesiden.

Jønke har været varetægtsfængslet siden knivepisoden i julen og sidder i øjeblikket til mentalundersøgelse på Sikringen for psykiatriske fanger i Nykøbing Sjælland. Dansktyrkeren blev løsladt i juni, men er stadig sigtet.

"Det er et farligt signal, myndighederne sender, når sådan en type bare kan rende hen og stikke en rocker ned, og så er det fint. Han bliver løsladt og kan tage på ferie i Tyrkiet, mens jeg sidder her. Det er jo helt forskruet," siger Jønke i et interview med Politiken søndag, hvor han kalder de grupper, der skyder på HA'erne, "mistilpassede unge indvandrerbørn".

Tiltrækker de nyttige idioter

Kim Kliver, der er chef for Rigspolitiets Nationale Efterforskningscenter (NEC), mener, at rockermiljøet bevidst spiller på at hverve unge "nyttige idioter" som kan bruges i en kamp om positionering på det kriminelle marked.

Det er et farligt signal, myndighederne sender, når sådan en type bare kan rende hen og stikke en rocker ned, og så er det fint

Jørgen "Jønke" Nielsen

"Da den anden side af konflikten er det organiserede bandemiljø, kan der være en idé i at spille på, at der er en del af dem, som er af anden etnisk herkomst," siger han.

Ifølge Kim Kliver handler konflikten ikke kun om kriminelle markeder, men også om "forkvaklede æresfølelser, og at man skal bytte hændelser". Konflikten mellem grupper af indvandrere og rockerne har ført til massive skyderier i de seneste to måneder og drabet på en ung indvandrerdreng fra Tingbjerg i august.

120 mænd uden motorcykel

AK 81 blev dannet i efteråret 2007 og består ifølge NEC af omkring 120 primært danske unge mænd uden motorcykel, der er villige til at agere bodyguards og lave beskidt arbejde for rockerne mod til gengæld at blive inddraget i rockernes broderskab.

"Vi ser unge, der bliver accepteret under 18-års alderen og op i begyndelsen af tyverne. Fælles for dem er, at de er villige til at gå ind i de konflikter, der hører med til den kriminalitet, som en række medlemmer fra rockermiljøet er involverede i. Det drejer sig om den grove narkokriminalitet, prostitution med mere, hvor de unge bliver brugt til at kradse penge ind og slå på tæven," siger Kim Kliver.