Maskinpistolskud mod kiosk

Det var 14 skud fra en maskinpistol, som ukendte gerningsmænd i aftes affyrede gennem ruden til en kiosk på Åboulevarden 11 på Nørrebro i København, oplyser politiet.

"De foreløbige undersøgelser viser, at det var skud fra en maskinpistol," siger efterforskningsleder Kenneth Vesth fra Københavns Politi.

Til stede i kiosken var én ekspedient - han blev ikke ramt. Alle skud gik gennem dels ruden, dels indgangsdøren til kiosken, der ligger tæt på Søerne.

Skud fra knallert

Et vidne hørte skuddene og så kort efter en knallert blive smidt i et buskads på Herman Triers Plads nær kiosken. Politiet formoder, at gerningsmanden - eller gerningsmændene - kørte på knallerten.

Politiets teknikere mener, at knallerten holdt stille, da skuddene blev affyret, idet de var koncentreret til ruden og indgangsdøren. Havde knallerten været i fart, ville projektilerne sandsynligvis have ramt mere spredt.

Politiet har ingen idé om motivet og heller ikke om, hvorfor kiosken var udset som mål.

De omkringliggende gader blev straks spærret af i jagten på gerningsmændene. Det førte til, at en del mennesker blev tilbageholdt, men ingen er anholdt i forbindelse med skyderiet. Mange bar skudsikre veste i området, oplyser Københavns Politi