Rutsjebane-ulykke i Århus

En vogn faldt kort før lukketid fredag aften af rutsjebanen Cobra i Tivoli Friheden i Århus, oplyser Århus Brandvæsen.

- Jeg er dybt rystet over det, der er sket. Det overgår vores værste mareridt

Henrik Olesen, direktør, Tivoli Friheden

Tre personer er bragt til traumecentret og yderligere én bragt til skadestuen med det, som hospitalet betegner som "kirurgiske skader", oplyser Østjyllands Politi. Der er tale om to kvinder og to mænd, der alle er uden for livsfare.

Ulykken skete på rutsjebanen Cobra, der åbnede for under to uger siden. Maksimumhastigheden er 70 km i timen.

Fakta om Cobraen

Rutsjebanen Cobraen blev åbnet den 26. juni i år.

Maksimumshastigheden er knap 70 km i timen, og den samlede banelængde er godt 400 meter.

Rusjebanen Cobra er ifølge Tivoli Friheden "Danmarks vildeste".

- Rutsjebanens højeste punkt ligger knap 25 meter over jorden.

- Turen varer 100 sekunder, og i de sekunder bliver passagererne slynget rundt i alle verdenshjørner.

Kilde: Tivoli Friheden.

Brandvæsnet er på stedet med tre køretøjer, Falck med fire ambulancer. Derudover er politiet talstærkt til stede og har afspærret området omkring rutsjebanen.

"Det eneste, der tæller for os lige nu, det er, at få folk væk fra området og kørt de tilskadekomne på sygehuset. Hvordan og hvorfor uheldet kunne ske er spørgsmål, der lige kommer i anden række," lyder det fra vagtchef i Østjyllands Politi.