Krimi

Tegner skulle kvæles med næverne

73-årige Kurt Westergaard, der tegnede profeten Muhammed med en bombe i turbanen, skulle kvæles af en 26-årig kampsportstrænet tuneser, der i måne-der nøje havde planlagt drabet sammen med en medsammensvoren landsmand.

Det fremgår af dokumenter, som Poli-tiets Efterretningstjeneste (PET) har overgivet til Integrationsministeriet, og som Nyhedsavisen har fået refereret.

De to tunesere blev anholdt 12. feb. og står til en såkaldt administrativ udvisning af Danmark for drabsplanerne.

Det betyder, at det er Justitsministeriet og Integrationsministeriet - og ikke en domstol - der står bag udvisningen. Derved slipper PET for at afsløre sine kilder ved en retssag, skriver Nyhedsavisen.

Af samme grund har offentligheden aldrig fået kendskab til beviserne mod de to. Men Nyhedsavisen kan nu afsløre dele af politiets omfattende og belastende materiale.

Hemmelig ransagning

Af dokumenterne fremgår det således, at PET allerede midt i oktober sidste år gennemførte en hemmelig ransagning af den 26-årige tunesers lejlighed i Århus-forstaden Gellerup.

Her fandt politiet en håndskreven arabisk tekst, hvoraf det fremgik, hvordan gerningsmændene skulle komme frem til tegnerens hus, og hvordan en person - 'operatøren' - skulle gennemføre drabet.

Ifølge dokumenterne var den yngste tuneser toptrænet i kampsport, og han skulle efter al sandsynlighed have dræbt Westergaard med sine bare næver. Kampsporten gør udøveren i stand til at nedlægge og kvæle sine ofre, skriver Nyhedsavisen.

Politiet fandt under ransagningen i oktober en tjekliste på arabisk, som viser, hvordan de to tunesere forberedte sig minutiøst.

Havde skarpladt pistol

Aflytninger har endvidere afsløret, at den yngste tuneser havde anskaffet sig en skarpladt pistol, der - sammen med to økser - blev fundet af politiet, da tuneserne blev anholdt.

Den yngste tuneser havde i øvrigt flere gange haft kontakt med en ung afghaner, der er tiltalt i den såkaldte Glasvej-sag for at planlæge et terrorangreb.

JP-tegner Kurt Westergaard siger til Nyhedsavisen, at PET den 8. november 2007 - uger efter at efterforskningen var indledt - fortalte ham, at tjenesten havde afværget et mord på ham. Westergaard har siden boet ni forskellige steder og kun én gang sat sine ben i hjemmet i det sydlige Århus.

"PET fortalte, at jeg skulle overfaldes i mit eget hjem. Det var også tydeligt, at mordet skulle udføres på en enkel og ganske primitiv måde. Den ene af bagmændene var toptrænet ekspert i kampsport, og man kunne forestille sig, at han ville benytte disse evner til at slå mig ihjel. Jeg ville ikke have haft en chance," siger Kurt Westergaard til Nyhedsavisen.