Krimi

Tiltalte nægter kendskab til lager

To 25-årige mænd er tiltalt efter fundet af diverse våben, sprængstof og større mængder narkotika i en elevatorskakt på Amager sidste sommer. Deres fingeraftryk og dna er fundet på flere af effekterne, der var gemt i skakten i naboopgangen til den enes lejlighed. Alligevel nægter begge kendskab til det hemmelige lager.

"Jeg har aldrig haft med hverken sprængstof eller narkotika at gøre," sagde den ene af de 25-årige mænd i retten, hvor han til gengæld erkendte at have rørt ved flere af de fundne våben.

Skulle bruges til leg

Våbnene tilhørte ifølge de to unge mænd en anden 25-årige, der havde "fået dem i gave" og "ikke skulle bruge dem til andet end leg og pynt".

"Men de forsvandt ved et indbrud. Jeg kan ikke helt huske hvornår, lød forklaringen.

Det omfattende våben- og narkolager kom i politiets varetægt efter et anonymt tip. I elevatorskakten fandt betjente blandt andet en maskinpistol, tre pistoler med skarpe skud, 483 gram formbart sprængstof med tilhørende detonatorer, samt en mobiltelefon med ledninger loddet på, så den kan bruges som bombeudløser.

Billeder og regnskaber som beviser

Blandt effekterne lå også flere fotos, hvor én af de tiltalte i selskab med en stribe andre unge mænd poserer med våbnene. I små plastposer lå 336 gram heroin og 298 gram kokain.

Blandt de mange ulovlige genstande lå også et regnskab med flere poster på tocifrede tusindkronebeløb. En af de 25-årige erkendte, at det var hans, men fastholdt, at det intet havde med salg af narkotika at gøre.

"Det er bare et gammelt regnskab over smågæld til og fra venner og bekendte," sagde han.

Han havde dog vanskeligt ved at huske, hvem de mange forkortelser dækkede over og forklarede, at han sparede de mange tusind kroner, som han havde lånt ud, sammen af sin uddannelsesstøtte og senere kontanthjælp og ufaglært arbejde.

Samlede ind til ven i fængslet

Ved ransagning af de to mænds hjem fandt politiet henholdsvis 23.300 kroner og 45.800 kroner, som ifølge anklageskriftet stammer fra narkosalg.

Den ene af de tiltalte forklarede, at pengene, som han havde haft liggende i et pengeskab, stammede fra en ældre erstatning samt fra indsamlinger til ham selv og andre, der havde siddet bag tremmer.

"Det er normalt, at der bliver lavet en indsamling blandt venner og familie, når der er én, der sidder inde. Jeg havde fået nogle penge, da jeg sad i varetægt, og jeg administrerede på det tidspunkt en indsamling til nogle kammerater," sagde han.

Sagen fortsætter ved Københavns Byret på fredag og dom forventes afsagt i juni måned.