Krimi

Politiet vil forhindre ny krig

Københavns Politi har i dag besluttet, hvad de skal gøre for at forsøge at forhindre en bandekrig i at bryde ud i København. Det sker i lyset af nattens skyderi og drab på Nørrebro.

"Vi har allerede visitationszone i indre by og på Amager. Vi beslutter nu hvor stor udstrækning vi kan udvide den til andre relevante kvarterer af byen," siger chefpolitiinspektør Per Larsen fra Københavns Politi.

I visitationszoner kan politiet uden videre kropsvisitere folk, hvis de har mistanke om, at folk er bevæbnet. Visitationszonen på og omkring Christiania gælder foreløbig frem til 22. december. Visitationszonen i Københavns indre by gælder foreløbig kun den kommende weekend. Den er oprindeligt oprettet for at forhindre våben i nattelivet.

"Vi kan ikke lavet det i hele København - det forbyder loven, men vi vil plotte de her seneste episoder ind, og så indrette zonerne efter det," siger Per Larsen.

I den seneste tid har der været episoder på Nørrebro, Vesterbro, Sydhavnen og Indre Amager.

Samme midler som under rockerkrigen

Samtidig skærper politiet også kursen mod de kriminelle bander i forsøg på at forhindre hævnaktioner. Efter skyderiet dukkede en bil op ved Rigshospitalets Traumecenter med tre-fire mænd iført skudsikre veste. Politiet fandt senere en pistol i deres bil. Politiet mener, at de fire skulle beskytte skudofrene, og politiet vil i dag forsøge at få dem varetægtsfængslet for ulovlig våbenbesiddelse.

Politiloven:

§ 6. På steder, hvor der efter lov om våben og eksplosivstoffer § 4, stk. 1, gælder forbud mod at besidde eller bære knive m.v., kan politiet besigtige en persons legeme samt undersøge tøj og andre genstande, herunder køretøjer med henblik på at kontrollere, om nogen besidder eller bærer våben, jf. stk. 2.

Stk. 2. Besigtigelse og undersøgelse om nævnt i stk. 1 kan ske, hvis der er grund til det med henblik på at forebygge, at nogen foretager strafbare handlinger, som indebærer fare for personers liv, helbred eller velfærd.

Stk. 3. Beslutning om besigtigelse og undersøgelser efter stk. 1 træffes af politidirektøren eller den, som denne bemyndiger hertil. Beslutningen skal være skriftlig og indeholde en begrundelse og en angivelse af det sted og tidsrum, som beslutningen gælder for.

"Hvis ikke vi markerer, at det at bære våben er en dårlig idé, så har vi et problem. Vi tager de samme midler i brug, som vi gjorde under rockerkrigen - i dag har vi i Politiloven et bedre redskab end dengang," siger Per Larsen.

Under rockerkrigen mellem Hells Angels og Bandidos i 90erne visiterede politiet rutinemæssigt medlemmerne af de to grupper, hver gang de blev set på offentlig vej. Det skete for at fjerne flest mulige våben fra miljøet.

I oktober indførte politiet visitationszone i Greveområdet efter en række banderelaterede skudepisoder. Den er ophævet igen, efter politiet mener at have varetægtsfængslet de involverede.

Også i Aalborg er der en visitationszone i Aalborg Midtby frem til 3. januar. Den er lavet for at forebygge generel vold med våben i nattelivet.