Krimi

Fængslet efter skud mod politiker

To mænd blev i dag fængslet i grund-lovsforhør for meddelagtighed i skyde-riet mandag aften mod en lokal vice-borgmesters hus på Øster Vindingevej i Roskilde. De to mænd blev fængslet til den 8. januar, oplyser Københavns Vestegns Politi i Glostrup.

Ligesom den 34-årige, der blev fængslet i går, sigtes de to for drabsforsøg. Under en ransagning er det også lykkedes at få fat i den maskinpistol, som blev brugt, oplyser politiinspektør Bent Isager-Nielsen i Københavns Vestegns Politi.

Viceborgmester Tina Marianne Jensen (V) var alene i huset, da de 10 skud blev affyret mandag klokken 18.40. Hverken hun eller andre blev ramt, og politiet er overbevist om, at årsagen til angrebet er, at politikerens søn har gæld til folk i et kriminelt miljø.

Bent Isager-Nielsen ønskede i dag ikke at give flere oplysninger - hverken om de seneste anholdelser eller om den 34-årige mand eller om den mulige rollefordeling mellem de implicerede. De to senest fængslede er henholdsvis 44 år og 21 år.

Den 34-årige vakte selv opmærksomhed natten til i går, hvor han blev afsløret i forbindelse med værtshusuorden i Roskilde. En patrulje var tilkaldt til en bodega på Hestetorvet, hvor en mand optrådte voldeligt. Og på stedet mødte betjentene også den 34-årige mand, der havde blod på sit tøj. Da politiet begyndte at interessere sig nærmere for ham, fandt det ud af, at han var eftersøgt i forbindelse med skyderiet mod lokalpolitikerens hus.