10 skud mod lokalpolitikers hus

Mere end ti skud fra et automatvåben blev i går aftes affyret mod et hus på Østre Vindingevej ved Høje Taastrup.

I huset bor blandt andet Høje Taastrups viceborgmester, Tina Marianne Jensen (V), men politiet afviser, at der var tale om et politisk motiv til skyderiet.

"Der er intet, der tyder på, at det har med hende at gøre. Der er tale om almindelig, men grov kriminalitet," siger Bent Isager--Nielsen fra Københavns Vestegns Politi.

Politiet ønsker ikke at komme nærmere ind på motivet.

I huset var Tina Marianne Jensen alene hjemme, da skuddene faldt, men hun blev ikke ramt.

Kort efter skudepisoden kom hendes mand hjem.

"Hun sad og så fjernsyn og slappede af, da en bil pludselig kørte forbi og skød 6-8 gange imod huset. Flere ruder blev smadret. Døren blev ikke ramt, men der blev skudt ind igennem to vinduer," fortæller Klaus Eghave Jensen til ekstrabladet.dk.

Politiet arbejde i går aftes med de tekniske undersøgelser.

"Skuddene blev affyret fra en bil. Der blev formentlig brugt en maskinpistol, og flere skud gik gennem husets hoveddør," siger politiinspektør Bent Isager-Nielsen.

Skyderiet fandt sted omkring klokken 18.40 i aftes, og politiet vil meget gerne høre fra folk, som måtte have bemærket noget usædvanligt i området omkring det tidspunkt.