Krimi

30 år for terrorbombe i København

En palæstinensisk mand, der i 1985 begik et bombeattentat i København, fik i dag ændret sin straf fra fængsel på livstid til 30 års fængsel. Afgørelsen blev truffet af byretten i Örebro i Sverige.

Det er den længste tidsbestemte straffedom, som er afsagt i Sverige i nyere tid, skriver nyhedsbureauet TT.

Den 53-årige Marten Imandi blev oprindeligt idømt livstid ved både byret og landsret i Stockholm, men nu er afgørelsen altså ændret.

Sammen med Mohammed Abu Talb var han hovedansvarlig for bombesprængningen mod det amerikanske luftfartsselskab Northwest Orients kontor på Vester Farimagsgade og mod synagogen i Krystalgade i København i juli 1985. En algerisk mand blev dræbt, mens 26 andre blev såret ved selskabets kontor. Ingen kom til skade i Krystalgade.

Under den oprindelige retssag forsvarede Imandi sig med, at han ikke kendte til effekten af bomberne. Han regnede med, at aktionen var for sjov, lød påstanden.

Hvis han prøveløslades efter de almindelige regler, hvorefter man bliver fri efter afsoning af to tredjedele af straffen, skal han reelt afsone 20 år. Det vil sige, at han om cirka halvandet år kan være på fri fod.

Marten Imandis advokat, Gunnar Falk, siger, at nu kan planlægningen af hans klients løsladelse begynde.

Oprindeligt var palæstinenseren også tiltalt for at have medvirket til et attentat mod det israelske selskab El Al i Amsterdam, men denne forbrydelse blev han frifundet for.

Sagen mod Marten Imandi, Mohammed Abu Talb og to andre mænd blev rejst i Sverige, fordi også et bombeattentat i Stockholm indgik i tiltalen.