Seriemorderen Ashraf Shahidani

I marts 1994 dræber Ashraf Shahidani, som er iransk flygtning, den 30-årige Birgitte Østergaard. Ashraf er rasende over, at han ikke kan få adgang til Frelsens Hærs Krisecenter i Hvidovre, hvor hans tidligere kæreste opholder sig, fordi han har banket hende. Den 27-årige mand beslutter sig derfor til, at han vil stikke den næste ned, som kommer ud af døren. Det bliver den 30-årige psykologistuderende, der arbejder som frivillig på centret. Vidner fortæller, at hun nåede at råbe om hjælp og tage nogle vaklende skridt, inden hun faldt om i sneen og døde.

Flere mord på samvittigheden

Da politiet pågriber Ashraf, som gemmer sig i et nærliggende buskads, nægter han i første omgang at kende noget til drabet på Birgitte. Men alle beviser peger på, at de har fat i den rigtige mand. Til sidst tilstår Ashraf ikke alene drabet på Birgitte, men også en stribe andre mord. Et i Herning, to i Viborg og fem i Sverige og Italien. Han fortæller også, at han egentligt var taget ud for at myrde en københavnsk politibetjent, som havde beskyldt ham for at være narkoman, men da han ikke kunne finde ham, tog han i stedet toget til Hvidovre, hvor han endte med at myrde Birgitte.

Ashraf påstår, at han har knivdræbt sin landsmand Said Kewan Darian i Ilskov ved Herning i 1991, at han har dræbt og parteret en arabisk mand i Viborg samme år, og at han har kvalt tamilen Nathan med et tørklæde i en lejlighed i Viborg i 1994. Umiddelbart har politiet ikke nogen uopklarede drab, som passer med Ashrafs forklaring. Men politiet tager alligevel hans udsagn alvorligt, og sammen med Ashraf tager de til Herning, hvor politiet finder rester af et lig på det sted, som Ashraf udpeger som gerningsstedet. Liget har ligget der i tre år.

Politiet iværksætter en eftersøgning af ligdelene fra den arabiske mand, som Ashraf påstår han har smidt rundt i forskellige søer i området omkring Viborg. Men trods søgning med både hunde og helikopter lykkes det dem ikke at finde noget.

Det tredje påståede drab, som skulle være på tamilen Nathan, havde politiet antaget for at være en selvmordssag. Men Ashraf kunne komme med så mange detaljer i sagen, at det ikke efterlod nogen tvivl om, at han talte sandt.

Psykotisk og farlig

I 1996 blev Ashraf af et nævningeting i Østre Landsret kendt skyldig i drabene på Birgitte, Østergaard, Said Kewan Darian og tamilen Nathan. Man havde ikke fundet nogen beviser på, at det fjerde drab havde fundet sted, og derfor kunne han ikke dømmes i den sag på trods af sine tilståelser.

I retten blev det slået fast, at Ashraf er svært psykotisk, farlig og utilregnelig. Straffen lød derfor på forvaring på ubestemt tid på sikringsanstalten i Nykøbing Sjælland, hvor han stadig befinder sig. Hvis han nogensinde bliver rask nok til at forlade anstalten, er han dømt til at forlade Danmark. Ashraf er aldrig blevet dømt for de påståede mord i Sverige eller Italien.