Krimi

Urmager frygtede nakkeskud

Urmageren Michael Woolhead, der er til-talt for at have skudt mod to røvere i sin butik, troede, at han skulle dø under røveriet. Sådan forklarede han tydeligt mærket i Københavns Byret.

Røverne og urmageren sad side om side, da retssagen mod dem åbnede i dag i Københavns Byret.

"Jeg kender eksempler fra Tyskland, hvor urmagere er blevet skudt i nak-ken. Jeg troede, at jeg skulle dø," fortalte Michael Woolhead som forkla-ring på hvorfor han valgte at åbne ild mod røverne.

Urmageren mest med lukkede øjne. Røverne afslappede og til tider smågrinende.

Medtaget urmager

Skyderiet i Woolheads urmagerforretning har taget hårdt på urmageren selv, mens de to serbiske skudofre på henholdsvis 25 og 26 år tilsyneladende har rystet episoden af sig. Tiltalen mod urmageren lyder på vold af særlig farlig karakter, da han skød røverne med en pistol. Den 47-årige fynbo fastholdt på ny, at der var tale om nødværge.

Da tolken i retten oversatte dette for serberne, rystede de opgivende på hovedet. Deres våben var nemlig blot attrappistoler, men det vidste Michael Woolhead ikke.

Afviser planlægning

Den 25-årige serber sagde, at de ikke havde planlagt røveriet. Det skete bare.

Anklager Jens Rasmussen ville derfor gerne vide, hvorfor gerningsmændene gik rundt med store ruller tape og attrappistoler i tasken. Det havde den 25-årige lidt svært ved at forklare, men indrømmede, at han havde købt det.

"Men vi troede bare, at det var et tyveri. Det var jo plastikpistoler. Vi ville bare stikke af med et par ure," prøvede den 25-årige.

Skudene faldt pludseligt

Røveriet skete den 16. januar, og alle parter fik mandag mulighed for at gengive deres version af skyderiet. Serberne fortalte, at urmageren pludselig trak sin pistol op fra lommen og skød direkte efter dem.

Michael Woolhead forklarede, at røverne satte deres pistol mod hans hals og slog ham i hovedet. Det lykkedes ham at trække sin egen pistol op af lommen og skyde bag over sin venstre skulder, så han ramte både den ene røver og sig selv.

Herefter gik den vilde jagt i Vintage Ure i Kompagnistræde i København, som hurtigt viste sig at være en ulige kamp. Røvernes pistoler var nemlig købt i en legetøjsforretning i Malmø, mens Woolhead ejede den ægte vare.

"Jeg begyndte allerede at løbe, da jeg så pistolen. Men på vej ud af forretningen kunne jeg mærke et skud," fortalte den 25-årige serber.

Skød i ryggen

Netop det faktum, at Woolhead skød røverne i ryggen, kan få stor betydning for sagens udfald. For er det nødværge at skyde på røvere, der allerede er på flugt? Urmageren selv havde svært ved at redegøre for sine skud, og i sin første forklaring til politiet sagde han i januar, at skuddene stammede fra en af røvernes pistoler.

"Det hele er lidt diffust fra det første skud," lød det i retten.

En tredje røver fra episoden er endnu ikke pågrebet, og de to serbere ønsker ikke at stikke deres kollega. Den 25-årige serber holdt desuden anklagemyndigheden for nar indtil for ganske nylig, da han havde opgivet sin brors identitet i stedet for sin egen. Først den 18. juni gik det for op for de danske myndigheder, at serberen hedder Marco og ikke Dusan - og er 25 og ikke 22 år.

Michael Woolhead har gennem årene kæmpet med adskillige røverier og købte i løbet af 2006 tre våben. En Colt 45, et oversavet jagtgevær samt en lille pistol, han havde i lommen under røveriet. At det lige var i januar 2007, at bægeret flød over, skyldes ifølge Woolhead grovheden af røveriet.

"Jeg sad og drak cognac med en kollega. Og hyggede mig virkelig. Så kontrasten var stor, da de kom fægtende med pistoler, slog og råbte. Jeg følte mig truet på livet," fortalte urmageren.

Anklagemyndigheden kræver fængselsstraf til begge serbere samt Michael Woolhead. Der ventes dom på torsdag. Woolhead er tiltalt for drabsforsøg.