Urmager løsladt i skudsag

Politiet i København har i dag løsladt den urmager, der har siddet fængslet, siden han 16. januar skød og sårede to røvere i sin butik i indre København.
"Det er almindeligt selvforsvar, når man bliver trængt op i et hjørne," siger urmageren til TV 2/Nyhederne.
Han løslades efter politiet har lavet en rekonstruktion af røveriet. Det vurderes nu, at urmageren ikke længere kan påvirke beviserne mod ham. Den 46-årige mand er sigtet for grov vold og drabsforsøg. Han nægter sig skyldig, og siger, at han handlede i nødværge.
Politiet skal inden for de næste uger afgøre, om han skal tiltales.
De tre østeuropæiske røvere mødte op i forretningen Vintageure i Kompagnistræde i det indre København tirsdag den 16. januar kort før kl. 17.
De tiltvang sig adgang med pistolattrapper. Til røvernes overraskelse trak urmageren pludselig en automatpistol og begyndte at skyde.
Den ene røver blev ramt i armen, den anden i ryggen ved skulderen og i armen, hvorefter de tog flugten og forsvandt i en svensk indregistreret bil.
De to sårede røvere nåede imidlertid ikke længere end til Sydhavns Plads, hvor de måtte opgive flugten og bede en forbipasserende om at tilkalde en ambulance.
Den tredje røver flygtede, inden politiet nåede frem, og han er ikke blevet pågrebet.