Krimi

Tøndersag: Faderen 10 år i fængsel

Den 47-årige fader i Tøndersagen er i byretten blevet idømt 10 års fængsel for sexmisbrug af sine to døtre.

Dømte i Tønder-sagen

  • 47-årig dansk far - idømt 10 års fængsel
  • 43-årig dansk mor - dømt til indlæggelse på ubestemt tid og behandling på et psykiatrisk hospital
  • 38-årig srilankaner - 3 år og 3 måneders fængsel og udvisning for 2 samlejer
  • 35-årig afghaner - 2 års fængsel for 1 samleje.
  • 23-årig afghaner - 2 års fængsel for 1 samleje.
  • 37-årig tyrker - 3 års fængsel for 2 samlejer.
  • 45-årig srilankaner - 6 års fængsel for 5 samlejer og medvirket til, at 7 andre mænd havde sex med hende.
  • 18-årig srilankaner - 1 års fængsel for anden kønslig omgang end samleje
  • 65-årig dansker - 2 år 9 måneders fængsel for samleje
  • 45-årig dansker - 2 år og 3 måneders fængsel for samleje.
  • 49-årig dansker - 2 års fængsel for 1 samleje
  • 35-årig srilankaner - 2 års fængsel for 1 samleje
  • 54-årig dansker - 2 års fængsel for 1 samleje.
  • 61-årig dansker - 1 år og 9 måneders fængsel for 1 samleje
  • 74-årig dansker - 2 år og 3 måneders fængsel for samleje.
  • 58-årig tyrker - idømt tre års fængsel for to samlejer. Dommen er anket.

Dommen faldt efter, at faren tidligere i dag i retten havde bekræftet sin tilståelse af dels sit eget seksuelle misbrug af døtrene, dels at have ladet en række andre - allerede dømte - mænd misbruge pigerne.

Samtidig med fængselsstraffen blev manden dømt til at betale 200.000 kroner i erstatning til den ældste af pigerne og 50.000 kroner til den yngste.

15 mænd dømt i sagen

Den 47-årige mand blev dømt for selv at have misbrugt døtrene, og for at have tilskyndet mange andre mænd til samleje eller anden sex med den ældste datter, mens hun kun var 10 til 11 år.

I et retsmøde i Tønder erkendte faren samtlige 19 tiltalepunkter, og efter anklageren og forsvarerens procedure tog det kun en halv time for dommer Henriette Frölich at udmåle straffen.

Dermed er der næsten sat punktum i dansk kriminalhistories største sag om sexmisbrug af små børn. Med faren er 15 mænd samt pigers mor dømt i sagen.

Mændene er tilsammen idømt fængselsstraffe på over 45 års fængsel.