Krimi

Urmager: Jeg skød i blinde

Den københavnske urmager, der skød og sårede to røvere, forklarer nu, at han skød i blinde da han ramte to røvere i sin forretning. Han fik i dag forlænget sin fængsling med 14 dage.

Urmageren siger, at han blev skubbet ind i et baglokale, hvor han tog pistolen frem fra lommen, rakte den bagover sin ene arm og skød bagud. På den måde strejfede han sig selv i armen. Han kunne ikke se, hvor røverne befandt sig, da han affyrede pistolen. Dette står i kontrast til røvernes forklaringer. De har sagt, at de blev skudt, da de var på vej ud af butikken.

De hævder, at der var tale om sigtede skud.

Urmageren selv har ønsket at komme på fri fod, blandt andet fordi han har en autistisk søn, som han ønsker at komme hjem og tage sig af.

Men uden yderligere ord tog han i dag imod dommerens beslutning om forlængelse af fængsling i yderligere 14 dage.

Begrundelsen er ligesom ved sagens start, at han vil kunne vanskeliggøre politiets efterforskning, hvis han sættes på fri fod. Politiet mangler stadig at afhøre vidner.

Urmageren er sigtet for drabsforsøg, da han med en pistol affyrede flere skud mod tre røvere, der opsøgte og truede ham med attrap-pistoler. Han nægter sig skyldig og siger, at han handlede i nødværge.

Han har forklaret politiet, at han har haft pistolen i mindst et år. Da han købte den, tog han også 50 patroner med.

Han har altid pistolen i lommen, så han kan forsvare sig, lyder hans forklaring til efterforskerne.