Krimi

Politi vil holde urmager fængslet

Hvis det står til Københavns Politi, skal urmageren, der skød og sårede to røvere i sin butik under et røveri, have forlænget sin varetægtsfængsling. Det oplyser kriminalkommissær Henning Schou Kofoed.

Ifølge Schou Kofoed vil politiet efter al sandsynlighed gå efter en fristfor-længelse på 14 dage, når han mandag fremstilles i Københavns Byret. Manden har siddet fængslet siden 17. januar.

Politiets ønske om fristforlængelse skyldes, at der stadig er mangler i efterforskningen.

Schou Kofoed vil dog ikke komme ind på, hvilke mangler der er tale om.

Michael Woolhead blev landets mest omtalte urmager efter skyderiet. Han er sigtet for drabsforsøg og ulovlig våbenbesiddelse. Han har påberåbt sig nødværge.

Hans forsvarer, Niels Fredsted, siger, at han vil protestere mod en ny omgang varetægtsfængsel.

"Jeg krævede ham løsladt fra første dag, og min iver efter at få han ud er i sagens natur ikke blevet mindre, som tiden er gået. Min klient handlede i nødværge, og derfor vil jeg protestere mod varetægtsfængsel," siger Niels Fredsted.