Ny edderkop opdaget i Danmark: - Den er kæmpestor
Frederik Leck Fischer er i gang med at kortlægge alle edderkoppearter i Danmark, og der er flere, end han troede.
Der findes omkring kendte 600 edderkoppearter i Danmark, og nu er der føjet en ny til listen.
For i den nordsjællandske by Jørlunde har biolog Frederik Leck Fischer fundet en ny edderkoppeart i Danmark.
Edderkoppen er stor - fem til seks centimeter - med grønne, behårede ben. Frederik Leck Fischer kalder den ’en ordentlig fætter', og deraf har den fået sit navn, forklarer han:
- Den har fået navnet Kæmpe Pighånd, fordi den er i den familie, vi kalder Pighånde, og så er den kæmpestor, fortæller han i 'Go' morgen Danmark'.
Fandt edderkoppepar under kokasse
Det var til en biodiversitetsworkshop i den nordsjællandske by Jørlunde, at Kæmpe Pighånden, der har det latinske navn Cheiracanthium punctorium, blev fundet for første gang i Danmark.
Det tog dog noget tid, før biolog Frederik Leck Fischer vidste med sikkerhed, at han havde fundet en ny art i Danmark.
- Den var ikke voksen, så jeg kunne ikke artsbestemme den. Så jeg havde den faktisk i pleje i seks uger og ventede på, at den blev voksen, for at jeg til sidst kunne artsbestemme den, forklarer han i ’Go’ morgen Danmark’.
Det er anden gang i år, at Frederik Leck Fischer finder en ny edderkoppeart i Danmark.
For da Frederik Leck Fischer tidligere på året var på Møn, løftede han en tørret kokasse, hvor der sad en han og en hun af arten Trochosa Robusta, også kaldt Stor bjørneedderkop.
Arten, som man kan se på billeden nedenfor, lever normalt på Bornholm, og derfor var han begejstret, da han derhjemme med mikroskopet kunne konstatere, at han havde opdaget arten et nyt sted.
- Det er ikke noget, der sker hver dag. Vi har haft masser af år, hvor der ikke er dukket nye edderkoppearter op, forklarer han.
Fundet af de to edderkopper er dog ikke nødvendigvis et tegn på, at det går bedre med biodiversiteten i den danske natur.
- Det er en naturlig ting, at arter kommer til, og at arter forsvinder. Lige nu er det sådan, at der er flere sjældne arter, der forsvinder, og så kommer der nogle almindelige arter til sydfra, blandt andet på grund af klimaforandringer, siger Frederik Leck Fischer.
Kortlægger alle edderkopper
Frederik Leck Fischer er ved at kortlægge de omkring 600 danske edderkopper, man kender til.
- Jeg har fotograferet 300 nu af de kendte, danske arter, så jeg er halvvejs. Problemet er så bare, at nu er det alle de svære, der er tilbage. Så jeg skal rejse land og rige rundt de kommende år, fortæller han.
Han håber blandt andet på at få fotograferet en Xysticus luctator, som også bliver kaldt Kejserkrabbeedderkop.
Det er dog ikke sådan lige til.
- Det er en ordentlig basse, som findes oppe i toppen af egetræer. Det er lidt svært at komme derop, så der skal man tage ud til et vindblæst egetræ efter en storm, og skal man håbe på at finde den nede på jorden, hvor den så er blevet blæst ned, siger Frederik Leck Fischer.
Så kommer du til at ligge dernede og vende ting?
- Ja, i otte timer. Og måske finder jeg den ikke.
Kæmpe Pighånden, som Frederik Leck Fischer fik med hjem fra Jørlunde, får lov til at leve sit liv færdigt hos Frederik Leck Fischer, hvorefter den bliver sendt til Statens Naturhistoriske Samling til fremtidig forskning og med dato og sted for, hvor den blev fundet.
Se hele interviewet med Frederik Leck Fischer fra 'Go' morgen Danmark' på TV 2 Play