Jordens overforbrug stabiliserer sig – men vi skal op på en helt anden klinge, siger naturfond
Danmark er blandt de 15 lande, der forbruger allermest, viser beregninger.
Lidt over halvvejs inde i året har vi brugt Jordens ressourcer for i år, og herfra går vi ind i et overforbrug.
Det viser beregninger fra tænketanken Global Footprint Network.
I årtier har mennesket forbrugt mere og mere for hvert år, men de seneste tre til fire år er datoen for overforbrugets start begyndt at stabilisere sig omkring 1. august.
Og det er en positiv udvikling, fortæller Bo Øksnebjerg, der er generaldirektør i WWF Verdensnaturfonden, til TV 2.
Han understreger dog i samme åndedrag, at det ikke er nok, så længe at udviklingen ikke er vendt.
- Vi skal op på en helt anden klinge, hvis vi skal vende den. Vi er stadig syv måneder om at bruge det, der skal række til 12 måneder, siger Bo Øksnebjerg.
Datoen, hvor overforbruget begynder, kendes som ’Earth Overshoot Day’ og markeres hvert år af organisationen WWF Verdensnaturfonden.
Danmark gik allerede ind i sit overforbrug sidst i marts.
Klimatiltag virker - det er bare ikke nok
Ifølge Bo Øksnebjerg er der en masse ting, der har påvirket vores forbrug i den rigtige retning de seneste år som coronapandemi, energikrise og krigen i Ukraine.
Men hvis man ser bort fra det, kan man stadig læse i nøgletallene, at overforbruget stabiliserer sig, fortæller han.
- De væsentligste forklaringer er, at nogle af de tiltag, vi har sat i gang med at forberede klimaet og cirkulære løsninger, genanvendelse af plastik og tøj, begynder at slå igennem, siger generaldirektøren.
Han fortæller videre, at noget af det, man som samfund kan gøre for at vende udviklingen, er at se på måden, vi forbruger energi på.
- Hvis vi kan komme op på, at 75 procent af vores energi er grøn, vil det forlænge Jordens årlige ressourcer med 26 dage, siger Bo Øksnebjerg.
Når det gælder Jordens ressourcer, trækker Danmark i den forkerte retning, da vi er blandt de 15 lande, der forbruger allermest, viser beregningerne.
- Men det positive er, at vi har fået stoppet og fået vendt kurven en smule herhjemme. Hvis der skal ske mere, skal vi have udbygget den grønne energi, siger han.
I 2019 lå Danmark nummer ni på listen over de mest overforbrugende lande.
Afgifter er vejen frem ifølge forsker
Ifølge Eigil Kaas, der er professor i atmosfærisk fysik ved Niels Bohr Instituttet og klimaforsker ved Nationalt Center for Klimaforskning ved DMI, er det op til nationerne at gøre noget ved Jordens overforbrug snarere end den enkelte person.
Han fortæller, at det er store strukturelle ting, der påvirker klimaet, og derfor skal nationerne og verdenslederne også tage hånd om det, så den enkelte person ikke forbruger for meget.
- Vi skal nudges via afgifter og tilskud, så vi gør de rigtige ting, siger Eigil Kaas til TV 2 og fortsætter:
- Hvis noget bliver meget dyrt, så køber vi det ikke. Eller hvis noget er blevet meget billigere, end det plejer, så køber vi det.
Det kunne for eksempel være en momsafgift på kød eller omvendt momsfrie grøntsager, siger han.
Ifølge klimaforskeren ville det allerbedste, man kan gøre ved et overforbrug, være at indføre en kildeskat på at bruge kul, så hvert enkelt land skulle have ret til at inddrive en fælles aftalt skat på alle varer afhængig af varens CO2 aftryk.
Det er ikke muligt at udregne et præcist tidspunkt, så datoen for ’Earth Overshoot Day’ er et estimat. Kigger man længere tilbage, er udviklingen dog ikke til at tage fejl af.
I 1971 var 'Earth Overshoot Day' 25. december. Siden er datoen hvert årti blevet skubbet til omkring en måned tidligere.