FN's generalsekretær slår alarm: - Æraen med global opkogning er begyndt

Det er en katastrofe for hele kloden, siger generalsekretæren.

Kloden koger, og det er menneskets skyld.

Sådan lyder de nedslående ord fra António Guterres, FN's generalsekretær, i en tale under et møde i FN.

- Æraen for global opvarmning er slut, æraen med global opkogning er begyndt, siger han.

Udtalelserne er en reaktion på offentliggørelsen af en ny rapport, der konkluderer, at juli er den varmeste måned målt nogesinde.

- Konsekvenserne er tydelige, og de er tragiske. Børn bliver fejet væk i monsunregn, familier flygter fra flammerne, arbejdere kollapser i brændende hede, siger António Gueterres.

Ikke flere undskyldninger

Denne måneds globale gennemsnitstemperatur forventes at ligge 1,3 til 1,7 grader over den gennemsnitlige julitemperatur, før mennesker begyndte at opvarme planeten ved at forbrænde fossile brændstoffer.

Ifølge António Guterres er der da heller ingen tvivl om, at de stigende temperaturer er menneskeskabte.

- Beviserne er overalt: Menneskeheden har udløst ødelæggelserne, siger han blandt andet.

Generalsekretæren understreger, at det ikke er overraskende, at udviklingen går den forkerte vej. Det overraskende er, hvor hurtigt det går, og derfor skal der handles nu.

- Ledere skal lede. Ikke mere tøven, ikke flere undskyldninger, ikke mere med at vente på, at andre tager det første skridt. Det er der simpelthen ikke tid til mere, siger António Guterres.

Vilde vejrfænomener

De seneste uger har der været stort fokus på vejret – særligt i Sydeuropa, hvor temperaturerne har været rekordhøje.

Det har udløst voldsomme skovbrande, blandt andet i Grækenland, hvor over 20.000 mennesker har måttet evakueres, herunder mange danske turister.

Også andre vejrfænomener såsom tordenstorme og kæmpehagl har vist sig i flere lande den seneste tid.

- For hele kloden er det en katastrofe, siger António Guterres.

Vil kræve stor indsats, siger forsker

Den bagvedliggende forklaring på de mange varmerekorder i juli rundt omkring i verden i år er helt simpelt den menneskeskabte globale opvarmning, og at der er meget mere CO₂ i atmosfæren, end der var for 100 eller 200 år siden.

Det forklarer Eigil Kaas, klimaforsker ved Nationalt Center for Klimaforskning, til TV 2.

Han understreger dog, at vi fortsat godt kan nå Paris-aftalens mål om, at den globale temperatur maksimalt må stige 1,5 grader.

- Vi kan godt nå det, men det vil kræve en voldsom indsats, siger han.

Det samme siger António Guterres i sin tale torsdag eftermiddag.

Ifølge ham vil det blandt andet kræve nye, ambitiøse mål om at reducere CO₂-udledningen.

- Jeg ser frem til at høre, hvordan verdens ledere vil respondere på det fakta, der er foran os, siger generalsekretæren som noget af det sidste i sin tale.